Reformations-kantate nr. 1 (Christoph Ernst Friedrich Weyse)

From ChoralWiki
Revision as of 11:08, 23 November 2020 by Claude T (talk | contribs) (Text replacement - " " to " ")
Jump to navigation Jump to search

Music files

L E G E N D Disclaimer How to download
ICON SOURCE
Icon_pdf_globe.gif Pdf
File details.gif File details
Question.gif Help
  • (Posted 2017-08-02)  CPDL #45728:  Network.png
Editor: Jes Wagner (submitted 2017-08-02).   Score information: A3, 114 pages, 22.46 MB   Copyright: CC BY NC SA
Edition notes: Complete orchestra score and individual musical instrument scores. The complete score has never been published before. This score is based on the handwritten instrument scores archived at the Royal Danish Library and a piano reduction published in 1817.
The piano reduction is also available in MuseScore format.

General Information

Title: Reformations-kantate nr. 1
Composer: Christoph Ernst Friedrich Weyse
Lyricist: Frederik Høegh-Guldbergcreate page

Number of voices: 7vv   Voicing: SSATTBB

Genre: SacredCantata

Language: Danish
Instruments: Orchestra

First published: 1817

Description:

External websites:

Original text and translations

Danish.png Danish text

1.
I festlig andagt samler eder !
I jubel bryder hjertet ud !
Hil dig ! Et barnligt sind
bereder til møde med sin gud !
O, det er ham, som åbner støvets øje,
Et glimt af dag i sandheds favn !
Lovsynger ham, vor Fader i det høje !
Lovsynger ham, vor Fader !
Det er hans navn !

2.
Juble du, hvem sandheds sol blev klar,
Her vor Fader alt du skuet har !
Vider, alles øjne ser ham ikke,
synlig er han ene fromheds blikke.
Salig som et barn på faderskød,
du, hvem gud er nær i liv og død.
Lad og os de salige da være,
at gud over alt sker pris og ære !

3.
Velkommen festlig og fro,
herlige dag, vi mindes så gerne,
du har fornyet den barnlige tro.
Fædrene, hvem alt gravene fjerne,
gav jo du himlens barnlige ro !

Så mangen moder bragte sine spæde
for Kristi fødder frem,
Så mangen moder hørte der med glæde
ham kærligt signe dem.

Velkommen festlig og fro,
herlige røst, vi mindes så gerne,
Du har velsignet den barnlige tro,
Fædrene, hvem alt gravene fjerne,
gav jo du himlens barnlige ro !

Da tvinge dem disciplene at vige;
Men Herren byder blid:
”Hvo ej som barn går ind i himlens rige,
han kommer aldrig did!”

Velkommen festlig og fro,
herlige røst, vi mindes så gerne,
Du har velsignet den barnlige tro,
Fædrene, hvem alt gravene fjerne,
gav jo du himlens barnlige ro !

4.
Dog tider ældes !
Bort fra faderskød en lejet horde børnene fortrænge;
Thi værst er menneske sit eget kød !
den fulgte snart den alder kold og død !
En hyrde var ej mer’, en røst ej længer’ !
Hin herrens hjord, forladt, forvildet, gik,
et rov for tigre på de øde bjerge;
i dåd troløse som i blik,
de tusind hyrder nægtede den værge,
mod ingen hede, ingen kuld
de bragte den i venlig skygge;
selv klædede de sig i hjordens uld, åd fedmen,
men belo dens klager trygge !
Da råbte landet i sin nød til gud,
og hævneren i himlen hørte røsten.
Der hvor kun sukke sås ud,
er forbandelse kun høsten !

5.
Mørke, kolde svundne dage !
bryder aldrig frem igen !
Mens I fly for evighed tilbage,
dog som varsel eders minde drage
over jordens slægter hen !

6.
Da kom, og Gud med ham, den djærve Luther !
så kommer torden efter dødhed dag,
og slynger lynet mod sin spotters tag !
Den djærve Luther, Herrens ord til skjold,
frimodig går i kredsen, der sig slutter om ham,
i de troløse hyrders vold.
Bål tændes, lænker klirre,
høj og ren er heltens id !
Omsonst ham dødelige true;
og var end fjender fler’ end tages sten,
dog sprænger han sig gennem jern og lue !
Så kom han, så og vandt !
den gode sag alt sejer, glemt er og hver byrde.
I venlig drøm han ser den skønne dag,
da hjorden er kun én, kun én dens hyrde !

7.
Du, hvem til sidste suk var tro,
du, der stod ham nær i fjenders vrimmel,
Du, der gav hans hjerte barnlig ro,
være han med dig i lønnens himmel.

8.
Mindets dag, du Herrens gave !
Andagt ofrer dig frivillig fryd !
Går du over vore grave,
følge da dig også jubellyd !
Løvet visner her på grene,
som et løv og slægterne forgå !
Herrens lever, herren ene;
ene Herrens domme evig stå !
Stenen, hvorom sagn og skrifter tale,
blive hjørnestenen klippefast,
der skal jordens mødige husvale.
Mangen har forskudt den, og fór heden;
men end ej dens egen grundvold brast;
hisset den betrygge evigheden.
Derfor hilser Herrens dag,
som den saligste blandt dage !
ofte lyse den tilbage over jordens frelste sag !

9.
Hellig, hellig, hellig er Gud !
Al jorden er fuld af hans ære !
Et underligt værk er endt ved hans bud,
han bød, og det stod ! som han svor skal det være !